Sorø Mølle

I Danmark kender vi til mange forskellige møller, og vi har kendskab til møller fra 1135. Det var de store jordbesiddere, kongen, klostrene og stormændene, der byggede og ejede dem. En mølle var selvsagt meget vigtig for landbruget, og dermed som indtægtskilde for ejeren. Det førte til love og regulativer, de tidligst kendte er fra 1200-tallet.
I Sorø, ved vi, at der har været stubmøller, hestemøller, vindmøller/hollandske vejrmøller og dampmøller.

– En stubmølle står på jorden og har vinger til vinden.
 En hestemølles kværn bliver drevet af heste.
 En hollandsk vejrmølle står på et fundament, som giver plads til kværn og forarbejdning, og dermed kommer vingerne højere op.
 En dampmølle drives af store dampmaskiner og kan yde meget mere end de andre.

Der er lidt forskellige oplysninger om, hvilken mølletype, der var den første i Sorø udenfor Klosterporten, men det var Christian VI, der gav tilladelsen midt i 1740’erne. Den kom til at ligge i det sydvestlige hjørne af Albertikrydset. Møllen kom til at male både for Academiet og Sorø by – og for alle omliggende byer, og den førte efterholden til lukning af mange af de andre møller.
Stubmøllen blev revet ned i 1836, og en hollandsk vindmølle blev bygget året efter på det højeste sted på Møllevej. Efter ejerens død fortsatte enken en årrække, hun forpagtede møllen ud. Der var tilknyttet foderstofhandel, og omegnens beboere kunne komme og få gruttet deres korn.
I 1856 blev en dampmølle opført ved Møllegården med tilhørende bageri, og den var tænkt som hjælp til den hollandske vindmølle. Adressen er Slagelsevej 1.
I 1897 blev møllen solgt til et konsortium af byens borgere. De solgte det meste af jorden og byggede en ny motormølle ved Holbækvej. Mølleriet og bageriet standsede helt omkring 1920. Bygningen blev omdannet til fabrik, senere butikker – og sluttelig boliger. I dag er den kendt som Søgaarden, Holbækvej 24.

På billedet ses Albertistøtten i krydset Slagelsevej, Ringstedvej, Holbækvej og Alléen. Til højre møllen på Møllevej, og til venstre den nybyggede dampmølle på Holbækvej.

Runesten ved Fjenneslev Kirke

Omkring 1830 dukker der en runesten op på Fjenneslev Kirkegård, da man begynder på en udvidelse af kirkegården og fjerner et meget gammelt stendige. Da den var  gravet fri, opdager man, at der var nogle tegn på stenen. Eftersom det var runer, ville man selvfølgelig ikke flække stenen, men derimod flytte den ind i kirken. Det var den alt for stor til, så i stedet blev den med megen besvær lagt på kirkegården, lidt nede i jorden, så den lå med runerne opad.

I 1911 blev stenen flyttet til vestsiden af kirkens våbenhus og rejst op. Det besluttede Sorø Akademi, som ejede kirken dengang.

Faktisk fandt man endnu en stor runesten, men fordi det var så vanskeligt at flytte og håndtere så stor en sten, blev denne sænket og dækket helt til.

Kort efter fundet blev runerne tydet af professor og runolog Peter Goth Thorsen.

Øverst på stenen er der et kors, og det fortæller os, at stenen er fra begyndelsen af den kristne tid, dvs. ca. 800-1000 e.kr. Under korset står der: ‘Sasur rejste sten og gjorde bro’.

Ved Tuel Å, som løber fra Tuel Sø, gennem Slaglille og Alsted, blev der i gammel tid bygget en bro, Sasurbro, og det må være denne, som runestenen fortæller om. Men siden er broen udskiftet mange gange.

Vejen, der går over broen, er en ganske almindelig vej i dag, Sasserbrovej., men tidligere var det den gamle hærvej. Fra oldtiden fra Lejre, via Haraldsted og Sigersted, Fjenneslev, Sasserbrovej, gennem skovene syd om Sorø til Skælskør.

Sorø Byport

Sorø har haft en byport!
Vi kan ikke se den i dag, for den blev fjernet i 1863, men den stod der i hvert fald i 1683, for da blev den nævnt i grundtaksten.
Da den skulle bygges, forlangte kongen, at den skulle være så høj og solid, at man ikke kunne klatre over den. Et portnerhus var allerede bygget og revet ned. Herfra gik by-volden til begge sider. Bymuren var blot et stengærde med hegn og grøft. På volden måtte man gå, men man måtte ikke have kvæg med.

Bygningen blev bygget i bindingsværk med tegltag. Byportens åbning var ca. 3 x 3 m.
I 1850’erne fik Sorø en ny vej mod sydøst til den nyanlagte jernbane, og det førte til at byporten blev fjernet. I 1859 røg det gamle vagthus og i 1863 selve byporten.
Den 5. august 2000 blev der nedlagt en bronzeplade med et billede af en port og teksten ‘Sorø Byport’ i fortovet ud for Storgade 48 for at vise, hvor Sorøs gamle byport engang havde åbent for færdsel ud og ind af Sorø by.
Men faktisk har Sorø jo haft en slags byport siden ca. 1200. Her tænkes på Klosterporten. Den førte selvfølgelig ind til Klosteret, men eftersom Klosterkirken bruges af hele byen, kan man vel også kalde den en byport. Den er den mest kendte af alle akademiets bygninger. Ved juletid bliver portens konturer trukket op med elektriske pærer, og også ved andre begivenheder har denne port en særlig betydning, som Kyndelmisse f.eks. Da kommer der tusindvis af mennesker til byen og skal beundre store lysshows og optog – og alle skal igennem Klosterporten!

Billedet viser Storgade set mod nord. I venstre side ses åbningen mod Vestergade. Det er malet omkring 1770.

Christen Dalsgaard – en kendt maler i Sorø


En kunstner flytter til byen i 1862, da Christen Dalsgaard blev udnævnt til tegnelærer på Sorø Akademi. Hans venner og kolleger i København var bekymrede for hans kunstneriske virke, da han flyttede, for dengang blev Sorø opfattet som et sted i provinsen.
Men Dalsgaard og hans hustru Marie kom til at trives i byen. De blev betragtet som agtede borgere med tilknytning til en konservativ kreds af overlærere og forstanderen for Sorø Højskole, underviste elever på teknisk skole, rådgav borgere i byggesager og indretning – og leverede mønstre til broderier.
Sorøs smukke natur blev dog kun til få motiver i hans kunstneriske produktion. De mest kendte er ‘En gudelig forsamling i en bondestue’, 1871, og et billede af ‘Stengangen på Sorø Akademi’. De smukke motiver fra hans fødeegn ved Skive Fjord blev ikke efterfulgt i Sorø, og han rejste heller ikke udenlands som så mange andre kunstnere.
Til gengæld var han en mester i detaljer. Hans billeder er bygget op af mange sirligt arrangerede detaljer, malerisk sanselighed og æstetisk karakter. På samme måde som deres hjem, hvor der var orden, renlighed og harmoni – og stærke farver – overalt. Også i hans atelier!

Hvidtølsbryggeriet Holbækvej 18

Vi har tidligere skrevet om Bangs bryggeri i gården bag Storgade 7, men det var ikke Sorøs eneste bryggeri.

På Holbækvej lå i nr. 18 brygger Rasmussens hvidtølsbryggeri. Det blev også kaldt “Sorø ny Bryggeri” og blev oprettet i 1897 af brygger R. Rasmussen. Han kom fra Fyn og byggede selv bryggeriet. Der var i 1918 ansat 6 mand til at brygge hvidtøl. Senere kom der også en sodavandsproduktion. Øllet blev kørt ud i tønder og der var ansat tre ølkuske.

 

 

Bryggeren og hans kone boede i huset ud mod Holbækvej. Han døde i 1947.

Sorø Stakitfabrik

Selvom vi trods alt har haft en del sne denne vinter, er vi nogen som kan huske dengang der rigtig var snevejr til. Langs med vejene blev der opsat snehegn, så fygesneen ikke lagde sig og stoppede trafikken.

Mange af de snehegn blev produceret på Frederiksberg af Sorø Stakitfabrik. Fabrikken startede med at lave havehegn i 1917, men i 1935 havde ejeren Holger Eich set i Sverige hvordan bræddehegn kunne forhindre snefygning, og han forsøgte med succes at bruge sine havehegn til samme formål. Især det foldbare hegn som ses på billedet blev meget populært.

På billedet fra 1961 bliver der sat snehegn op på marken lidt syd for Lynge.

 

Fabrikken lå hvor Stillevang ligger nu. Den var i gang til 1979, hvor den blev købt af Grønvold & Schou i Slagelse, som flyttede produktionen dertil. Stakitfabrikken ligger i den store bygning til venstre på billedet. Det er fra Det kongelige Biblioteks billedsamling. Det er fra 1953.

 

 

Sorøs bedst gemte kunstværk

Et af Sorøs mest ukendte kunstværker befinder sig godt skjult på Sorø Bibliotek

I 1926 fik Sorø Bibliotek lokaler i Storgade 7. Det drejede sig i første omgang om 1. salen i bygningen mellem Herrernes Gård mod Storgade og pakhuset i gården. Lokalet havde tidligere været brugt af Banken for Sorø og Omegn, og der var indgang gennem et pompøst indgangsparti og en flot trappeopgang til 1. sal.

Denne indgang blev bevaret indtil 1956 hvor Sorø Kommune havde købt Herrernes Gård og renoveret bygningen, så den fik den facade mod Storgade vi kender i dag. Indgangen til Biblioteket var stadigvæk fra Storgade og op ad trappen.

Til den flotte, men noget golde trappeopgang, fik Sorø Kommune i 1958-59 foræret et kunstværk fra Ny Carlsberg fondet. Det er et relief af billedhuggeren Karl Otto Johansen, som forestiller de unge herrer til hest.

Karl Otto Johansen var en betydningsfuld og alsidig kunstner som havde dyr som det foretrukne motiv. Han var i mange år medlem af Corner-gruppen, og i en del år var han også tilknyttet Bing & Grøndahl, hvor han modellerede figurer og relieffer. Han døde i 2010 92 år gammel.

Relieffet i Sorø blev afsløret i januar 1959, og det kunne beskues af alle besøgende på Biblioteket lige til en større udvidelse og ombygning i 1979. Herefter blev indgangen til Biblioteket flyttet, og trappen blev til en bagtrappe som kun benyttes af personale.

Det har været overvejet om kunstværket kunne placeres et mere synligt sted, men det er oprindeligt udformet til lige nøjagtig den placering det har, og vil være meget svært af flytte.

Brygger PLL Bang og gården bag Storgade 7

Billede fra gården bag Storgade 7. Til venstre ses pakhuset som i dag er en del af Sorø Bibliotek. Bygningen til højre var bryggeri og brændevinsbrænderi. I dag er kun den høje del af pakhuset til venstre tilbage. Billedet viser gården set fra øst mod vest.

Lokalhistorisk Arkiv har modtaget en beretning om PLL Bang og hans virke i Sorø. Den er nedskrevet af hans søn Andreas Peter Bang og renskrevet af Bangs oldebarn Søren Brandt. Den giver et meget interessant billede af den lille provinsby som Sorø jo var mellem 1860 og 1900.

Optegnelser om P.L.L.Bang, Sorø., skrevet af Andreas Peter Bang

Desværre har Fader kun efterladt sig de foranførte Optegnelser om
sit eget Liv, ligesom han før sin Død havde tilintetgjort næsten
alle Breve o.a. som muligt kunde have oplyst noget, og da Fader
tilmed var ret faamælt overfor os Børn om sit eget Liv, og kun
yderst sjældent fortalte os derom, er min Viden herom ret ringe.
Fra min Faster ved jeg lidt mere og ved at lægge det ene sammen
med det andet, og dertil føje, hvad jeg ellers kender bl.a. om
det økonomiske Liv i Faders Tid, har jeg faaet nedenstaaende ud
af det, og tror, at det giver et nogenlunde rigtigt Billede.

Efter Fasters Udtalelser var Fader sin Moders Kælebarn, som hun
nødig gav fra sig, og han fik derfor, i Modsætning til den yngre
Broder der gik i Realskole, hele sin Undervisning i Hjemmet,
dels af Forældrene selv, dels af enkelte Huslærere, som det
dengang ofte brugtes i Præstegaardene paa Landet.Dette medførte,
da Fader senere skulde ud, at Fader led forfærdeligt af Hjemve,
og Faster paastod, at han gerne rendte hjem fra de første Pladser,
han havde. Helt saa galt, som hun fremstillede det, har det dog
ikke været, for foruden det Ophold paa Hjørlunde Højskole, som
Fader selv har nævnt, var Fader, som hans Lærebrev udviser, 1 1/2
Aar i Lære hos en holstensk Landmand Proprietær Schiltz, Søgård
og tjente senere, hvad han selv har fortalt min Broder, som Forvalter paa
Slangerupgaard, hvor hans Arbejde ofte medførte, at han var i Sadlen fra
Morgen til Aften.
Herudover har Fader ellers, ligetil Bedstefader døde og Bedstemoder
flyttede til sin Datter i Dejbjerg Præstegaard, været hjemme hos sin Fader
og Moder i Præstegaarden, hvor han først under Bedstefaders
Vejledning senere som selvstændig Forpagter, var beskæftiget med
det Landbrug, ca 130 Tdr Landstort, der hørte til præstegaarden.

Maa jeg her fortælle, hvad jeg har fra Fader selv, at da
Bedstemoder i Marts 1863 døde i Dejbjerg Præstegaard, og skulde
begraves hos Manden i Gørløse, kørte Fader hendes Lig fra Dejbjerg
til Gørløse med Præstegaardens 2 brune for en Arbejdsvogn, og da
Skik og Brug krævede, at et Lig altid kørtes i Skridtgang, Trav
var en Forbrydelse, blev den lange Tur udført i Skridtgang, Turen
over Bælterne, Lillebælt i Sejlsmakke, og hele Rejsen varede 8
Dage, længe at sidde paa et Agebrædt paa en stiv Vogn og ikke
gode Veje allesteder.

Formodentlig fordi Bedstefader mistede en del Penge ved
Præstegaardsbrænden, han skriver jo selv i sin Beretning, at han
blev ruineret, har der ikke været Penge til at etablere Fader for
som selvstændig Landmand – hans senere Arvepart udgjorde saavidt
jeg ved 2 000 rdl. og ved Hjemmets Opløsning er da Fader, ca 30
Aar gI, taget til Broderen i Ringsted, hvor han gik i
Købmandslære, og fik, som det fremgaar af Borgerbrevet, i 1855
Bevis for at være udlært Butikssvend. En kort Tid af disse Aar
var Fader hos en Fætter, Brygger August Vogelius paa Rahbeks Alles
Bryggeri i København, for saa at lære Hvidtølsbryggeri, medens
Brænderilærdommen var indvundet i Ringsted.

I 1855 købte Fader, rimeligvis med støtte af Broderen, ved en af
Akademiet afholdt Auktion, den Gaard paa daværende Adelgade
(Realgade – den nuværende Storgade) i
Sorø, der er kendt under Navnet “Herrernes Gaard” eller “ædes
principium” , for der at oprette Købmandshandel, Bryggeri og
Brænderi.
Den 7éDecember 1855 fik Fader derefter Borgerskab i
Sorø som Købmand, Brygger og Brændevinsbrænder.

Om dette Borgerskabs Erhvervelse har Fader selv fortalt, at han
med sit Lærebrev fra Broderen (Næringsfrihed indførtes jo først
i 1857) henvendte sig paa Raadhuset, hvor den kgl. Borgmester,
Byfoged, Birkedommer o.m.a.rezesiderede. Denne der hed Søren
Leuning var af den dengang almindelige Type Embedsmænd, hoven,
brutal m.v., der ikke regnede nogen alm. Borger for andet og
mere, end det Skidt, han traadte paa. Foruden sine andre Hverv,
var Leuning ogsaa født Chef for den Borgervæbning, som dengang
endnu eksisterede i alle Købstæder, og som enhver voksen Indbygger
var tvungen Medlem af.
Fader fik nu Ordre til at anskaffe sig Uniform, og idet Leuning stadig kun
tiltalte ham som “Han” og “Ham”, paa en bestemt Dag,
at møde på Raadhuset iført denne Mundering. Med Chapo paa
Hovedet og sabel ved Lænd, fik Fader derefter overrakt sit Borgerbrev.

Medens jeg er ved Borgervæbningen, vil jeg gerne gengive lidt af,
hvad Fader under tiden har fortalt om den. Engang om Ugen Sommeren
igennem mødte den i Filosofgangen til Ekcersits og Skydeøvelser,
og da Udeblivelse uden lovlig Grund straffedes ret strengt med
Bøder og eventuelt Arrest, mødtes derfor saagodt som hele
Borgerskabet disse Dage.
Der var gamle og unge, tykke og tynde og naar Mødetiden var omme blev
de af den næstkommanderende, der ligesom de andre øverstbefalende
Befalingsmænd var udtaget bl. Borgerne (Fader endte som
næstkommanderende) rangeret ud paa 2 Geledder efter en vis
Rangordning med Købmænd og Haandværksmestre paa Højre fløj og de
mindstbetydelige paa Venstre fløj medens Højde og Førlighed ingen Rolle
spillede, saa de stod store og smaa, tykke og tynde imellem hinanden. saa
det var en lidet militærisk udseende “pèle mêle”
Naar det hele var opstillet, indfandt Borgermesteren sig i sin
røde Frakke, trekantede Hat og Kaarde ved siden, og efter nogen
Ekcersits, der nok var ligesaa parodisk, som alt det andet,
svingedes der ud i Sektioner og marcheredes til Skydebanen ved
Tuel Sø, hvor der gik en Time eller to med Skydninq oq Ekcersits
til, naar Vejret var godt, Konerne indfandt sig med Madkurvene,
tilbragtes nogen fornøjelig tid.

En Episode i Borgervæbningen, der morede Fader meget, hændte, da
en af Byens rigeste Mænd, en stor og Tyk Slagtermester der hed
Draminsky, ked af al den Traven en Dag mødte til Hest og red ind
paa sin Plads i Geleddet og krævede at blive der.
Der blev selvfølgelig stort Postyr, da Leuning indfandt sig, men Draminsky
paastod, at der intet stod i hans Reglement, om at man
ikke maatte møde til Hest, og som den forsigtige Jurist Leuning
var, og han i Øjeblikket ikke havde sit Reglement med, bøjede han
sig. Under hele Styrkens Munterhed begav man sig afsted med
Draminsky til Hest midt i Geleddet. Hvorledes Sagen egentlig
endte ved jeg ikke, men det var dog eneste Gang, at der var
Rytteri med i Væbningen.

Hvornaar Borgervæbningen ophævedes, aner jeg ikke, men mange Aar
var Fader ikke med til de Løjer. Istedetfor den oprettedes et
Hjælpepolitikorps, hvortil Borgerne havde samme Tvang til at være
i, som i de samtidige Brandkorps. Her gled da Fader ind som
næstkommanderende, hvortil han jo ogsaa var avanceret indenfor
Væbningen.
Dette Korps var uniformeret med Hue og Sidevaaben, de menige
Medlemmer med en Hue med et grønt Baand om og en af de gamle
Infanterisabler med Messingkorshæfte som Sidevaaben, medens
næstkommanderende bar en guldtresset Kasket og en Dolk i sort
Snoregehæng. Denne Dolk anvendte jeg senere under mine to Indkaldelser
som Sekunsløjtnant i Artelleriet og den findes endnu.

Og saa vender vi tilbage til den gamle Gaard og 1855. Inden Fader
erhvervede sit Borgerskab, havde han opført nye og maaske
forandret enkelte staaende ældre Bygninger til det nye Formaal.
Til Bryggeri, Brænderi, Maltgøreri og Kornmagasin opførtes på
Grundens Nordside en ret stor 2 Etages Bygning med Lagerkælder
til Øllet under næsten hele Bygningen. Mod Vest fortsattes med en
lang Enetages lettere bygget Bygning til Brændsel, hvoraf der
brugtes en hel Del, da hele Maltgøreriet blev drevet med
Bøgebrænde, mest Knuder.

Syd for Bryggeribygningens Gavl blev der gravet en meget dyb Brønd, da
Vandforsyningen var af afgørende Betydning, og vest for denne ligeoverfor
Brændeskuret blev der bygget et 2 Etages Bindingsværkshus med
Hesteomgang forneden, Valseværk til Knusning af Maltet og paa 1`Sal
store flade firkantede Trækar til Svaling af Øllet, de saakaldte Svalebakker.
Langs Sydsiden af Grunden blev de der staaende Bygninger udvidede
og forandrede, saa der i den øveste Ende først var Køkken o.m.a.
i Tilslutning til Stuelejligheden derefter kom Hestestald, “Rejsestald” og sidst
Kostald, medens der over Staldene var Kornmagasin m.v. til
Købmandshandelen.
Fra Begyndelsen af 1856 var derefter det hele i Orden, og
Virksomheden begyndt.

Købmand har Fader vist aldrig været, og nogen omfattende
Handelsuddannelse havde han heller ikke, og allerede i 1858 lejede han da
Købmandsforretningen ud, først til en Købmand Thomsen, der allerede 1865-
66 gik Fallit, hvorved Fader tabte 2000 Rdl, og derefter til en Købmand Høyer,
der heller ikke kunde klare sig, men gik fallit 1877-78, hvorved
Fader ogsaa tabte penge.
Endelig kom der saa en meget dygtig Mand, Wiggo Erslev, en af Farbroders
Kommiser. og han drev hurtigt Forretningen i Vejret, saa den blev Byens
næststørste, til Tider maaske største Forretning.

Ved Faders overtagelse af Ejendommen var Lejligheden paa
Førstesal overdraget en af Akademiets Lærere som Tjenestebolig og
Akademiet havde betinget sig, at han midlertidig blev boende, og
Fader, der jo var ugift til 1866, indrettede sig i den rummelige,
men dog langt ringere Stuelejlighed, hvor Fader derefter blev
boende, ligetil han i 1902 opgav Forretningen, og i denne
Lejlighed har da vi 6 Sødskende havt hele vor lykkelige Barndom
og Ungdom. Af 1st Salen, der kom til at høre til Købmanden,
disponerede dog til at begynde med over næsten Halvdelen af den
nordligste Ende, der blev brugt til Pulterkammer, Gæsteværelse
o.l., men efterhaanden som Erslevs Bedrift voksede fik han dog
overladt 3 af Værelserne, og saa lidt Forretningsmand var Fader,
at jeg ikke tror, at Erslevs Lejeafgift af den Grund blev sat op.
Efter ar Fader havde skilt sig ved Købmandsforretningen og helt
kunde hellige sig Bryggeri og Brænderivirksomheden, drev han disse
betydeligt i Vejret, og havde, saavidt vi kan forstaa en lang Række gode
Aar, hvor han blev en ret velhavende Mand.

Brænderivirksomheden hvilede dengang på at det mest var den
Fedestald, der kunde drives paa Biprodukterne, den flydende ?rank
og Resten fra Bryggeriet, i højere Grad end paa Fortjenesten paa
det færdige Produkt. Her kom Faders Landmandsuddannelse og
medfødte Evner til at kende Kreaturer ham da mægtig til gode, og
hans Fedestald kom efterhaanden op paa 40-50 Kreaturer, mest
Stude, der indkøbtes magre, og paa 3 Maaneder var Export-modne og
solgtes levende til England og lidt til Tyskland.
Da Esbjerg Havn endnu ikke eksisterede, skete Eksporten over
Korsør, hvorfra der 1 a 2 Gange ugentlig gik Baad til England.
Bryggeriet gik ogsaa fremad og maatte 1871 udvides væsentligt.
Nu, da Hesteholdet androg 5-6 Spand og fedestalden 40-50 Høveder,
kneb det i disse for Landbruget gode Aar, undertiden at skaffe
Foder til Hestene og Strøelse til baade Heste og Kreaturer, og ihvertfald
kunde det kun købes til meget høje Priser.

Fader spekulerede da paa, at knytte eget Landbrug til den øvrige Bedrift
og i 1876 bestemte han sig til at realisere Tanken, vistnok netop
det Aar da Landbruget laa paa sin højeste Konjunktur.
Fader købte da en ca 50 Tdr land stor Bondegaard “Lundagergaard”
i Haugerup, en Landsby ca 1/4 Mil vest for Sorø. Denne Gaard,
som da Fader overtog den, var i yderste Forfald. Bygningerne var
Bindingsværk af elendig Kvalitet, i de bedste var Bindingerne
udmuret med raa, soltørrede Sten, i Udlængerne i Risfletninger,
hvorpaa der fra begge Sider var klasket raat ler o.s.v. Markerne
var stenfyldte og i elendig Kultur, tilsidst var kom? den ret
store Have tilsaaet-med Grødkorn, som Familien opretholdt Livet
med, og alle Frugttræerne paa 2-3 Stk nær, var fældede og brugt
som Brændsel. .

Fader begyndte strax at forbedre paa alt dette. Al Staldgødningen
fra Fede- og Hestestalde blev kørt paa Jorden. Ajlen fra
Fedestalden samlet i en stor … Beholder, hvorfra den blev
pumpet op i en stor Trætønde med en af Kobber lavet Spreder
bagest, og i denne – Byen kaldte den “Bangs Au de cologne Vogn” –
kørt ud ,og spredt over Markerne, en Husmand samlede Sten, og
hver Forår og Sommer blev det sprængt Sten, der var dukket op
under Pløjningerne.
Her husker jeg, at en Dag Jørgen, Gethe og jeg var med Fader ude
at se paa Stensprængningen, fik Fader med sin ualmindelig
praktiske Sands Færten af, at der var noget galt, og idet han tog
de 2 mindste i Haanden, løb vi alle 4 væk fra Stedet hvor vi stod
– Da Sprængningen var ovre, og vi vendte tilbage for at se,
hvorledes den var forløbet, var et af de største Stykker faldet
ned ovenpaa Faders Stok, som han havde stukket fast i Jorden, og
i Skyndingen ikke faaet med.

Da fader overtog Gaarden var Besætningen 2 gamle magre Krikker og
2 Køer. Fra det Tidspunkt jeg erindrer, var der 7 gode Køer, den
ældste Hest, der nu spiste Naadsens Brød, uden at gøre Tjeneste.
Den anden var da 28 Aar, køn og velholdt som den nu var, og jeg
erindrer, at vi en Søndag skulde til “Fiskerhuset” ved Næsbyholm
for at drikke Kaffe. Midt paa den stejle Bakke ned mod Susaaen,
sprang pludselig Buggjorden og hele Selen røg ud over Hovedet paa Hesten.
Maa jeg indskyde, at Fader, der ellers ikke var
fedtet, paa det ene Omraade sparede ret stærkt, men til Gengæld
altid havde et righoldigt Udvalg af Hyssing? og solidt Tov til
Reserve liggende i Magasinet under Kuskesædet.
Min ældste Broder, der var Kusk, Elna var eneste voksne paa Vognen,
drejede betænksomt Vognen ind i det bløde Sand i Vejsiden, og holdt den
der, til vi naaede Foden af Bakken. Saa fik vi to Drenge Hyssingen
frem, og bundet Seletøjet sammen med den, og derefter klarede vi
Resten af Turen, ogsaa Hjemturen uden Uheld.

Efterhaanden som Gaarden kom i bedre og bedre Drift, voksede
Besætninqen tilsvarende lige til den, da Fader i 1902 solgte den,
var paa 20 gode Malkekøer, og fra at være den ringeste Gaard i
Haugerup, blev den snart den bedste.
Jeg husker, at da jeg sidste Gang var hjemme og tale med Jørgen,
sagde han, der selv var helt uden Landmandsinteresser, at den nu
var Bedriftens bedste Aktiv.

Paa Gaarden tilbragte fader, den Gamle landmand som han var, sine
sidste Dages Lykkeligste Timer, og i den Tid da Bekymringen for
at holde sammen paa det hele, til Emil og Hedvig var fra Haanden,
var det det sted hvor han altid fandt Helse for sine Bekymringer.
Skade kun, at vi Søskende ikke delte den Interesse med ham, men
at det næsten altid, Gethe var en Undtagelse, var efter
Overtalelse, at vi tog med.

Faders Kærlighed til Dyr gav sig ogsaa Udslag her, jeg der siden
1898 var en lidenskablig Jæger, fik aldrig lov, at tage min Bøsse
med hjem, for at gaa paa Jaqt derude, nej Fader vilde nyde at se Vildet paa
sine Marker.
Den smældfede russiske Moppe, der paa Faders ældre
Dage var Faders erklærede Yndling, var ved et mærkeligt Lune fra
Naturens Haand, udrustet med en Næse saa fin som paa nogen
Jagthund. Naa Fader da gik i Marken fandt Moppens aand enten en
Fasan, som den ihærdigt fulgte, til Fuglen gik paa Vingerne.
Fandt Moppen, hvad den altid gjorde, Foden af en Hare, og saa gik
den vilde Jagt, Kartoffelrække op og Kartoffelrække ned, til
Vejret helt gik af Moppen.
Saa kom den med den krøllede Hale helt rettet ud, langsomt tilbaqe
til Fader. der tog den op og bar den hjem, for at anbringe den
paa den polstrede Hynde paa Bukken, hvor den laa gispende, næsten
til Vognen kom hjem. Der sprang fader, der var oppe i 70`erne,
let ned fra Vognen, og bar den trætte Moppe til dens Kurv.
Selv har jeg mange Gange, naar jeg var med Fader derude, moret
mig over den Foragt, Harerne viste Moppen. Naar de havde løbet
lidt foran den hvæsende Moppe, satte de sig, gjorde Kegle, som
det hed, og saa paa Moppen.
Naar Moppen kom saa nær, at den kunde se den paa Halen siddende
Hare, blev den aldeles rasende, og halsede, trods sin
Forpustethed, til den kun var et Spring fra Haren. saa lettede denne
forsigtigt, løb et lille stykke, og det hele om igen.

Moppen elskede ogsaa at sejle, og medens Jørgen eller jeg gjorde
Baaden klar, det var jo gerne varme Sommerdage, vadede Moppen
med ud, og satte sig, saa kun Hovedet var over Vandet, og man
saa det sorte Hoved med en lang rød Tunge hængende ud af Halsen.
Når vi kom i rum sø, kunde Moppen ikke sidde fast paa den skraa
Toft, kilede den sig ind bagom Rorgængeren. eller den satte sig flegmatisk
ned i Læ og saa i Vandet, som om den beregnede Farten.
Kun hvis der stod saa megen Krap Sø, at det stænkede på næsen,
forlod den sit interessante sæde.

 

(Optegnelser ved Andreas Peter Bang, P.L.L. Bang’s 2. søn, 1870-1948.

Afskrift 2020 ved Søren Brandt, barnebarn af A.P. Bang)

Festpladsen og Eides anlæg

Festpladsen og Eides Anlæg

Omkring 1800 sænkedes vandstanden i Sorø-søerne næsten 1 m, så den østlige sø-arm (Flommen) blev delvis tørlagt. Filosofgangen havde indtil da kun været en smal vej eller sti, ofte kun et spor. I 1826 blev vejen renoveret og udvidet til 11-12m, således, at kong Fr. VI kunne komme standsmæssig kørende til indvielsen af det nye Sorø Akademi i 1827 (efter Akademiets brand i 1813). Det ville være umuligt for det kongelige køretøj at komme gennem den smalle byport ved Storgades nordlige ende. Vejen blev imidlertid ikke almindelig kørevej. Den var forbeholdt de få, bl.a. Akademiets professorer – deraf navnet Filosofgangen. Filosofgangen blev åbnet for alle midt i 1850-erne.

Hvor Filosofgangen og Fægangen krydsedes, byggedes et ledvogterhus. Det var her ledvogter Mouritzen (kaldet Mouritz) og hans kone Ane Sofie boede 1870-1909. Hun kunne servere øl og kaffe og lettere anretninger. Mouritz efterfulgtes 1910-17 af Hans Peter Christiansen, der flyttede ind i det nybyggede ledvogterhus ved siden af i 1911. 1917-1929 hed skovløberen Karl Kristiansen. Både ved skovløberhusene på Ægir, Hjortnæs og ved Lillemarkshuset var der sat simple borde og bænke op til fri afbenyttelse.

Aage Christensen skriver i ”Jul i Sorø” 1974: På festpladsen med Mouritz blev de store våbenfester og snitfester afholdt indtil man flyttede dem til Egevang. Alle skulle i skoven den dag. Også originalerne mødte op: Isak med det store hvide skæg, som talte om bibelen og omvendelse. Lars og Trine gik med hinanden under armen. De blev altid drillet. Sorte Marie, som vi var bange for. Hun løb efter os, hvis vi sagde noget til hende. Det var et blandet folkeliv.

”Festpladsen”
Området lige overfor Lillemarkshuset – på nordsiden af vejen – omtales ofte ”Festpladsen”, hvor der også var opsat nogle borde og bænke. Her hyggede man sig med den medbragte madkurv. Her skabtes plads for en anden type arrangementer: store foreningsfester og arrrangementer. I en længere årrække holdt byens foreninger gennem sommeren en række fester.
På denne festplads holdtes bl.a.
Husflidsfester kaldet ”snitfester”,
Våbenbrødrefester (Danske Våbenbrødre)(opr. 1877)
Missionsfester
Afholdsforeningens fester (opr. 1885)
Politiske møder
Familieudflugter med madkurve og flere andre sommerarrangementer.

I 1800-tallet ”regerede” skovrider Sarauw over Sorø Akademis skove indtil 1846 og efter ham hans svigersøn, Frederik Carl Eide 1846-1882. Han var først skovrider og senere forstinspektør. Han fik tillige titlen kammerherre.
I 1874 begyndte Eide at lave en park nord for Lillemarkshuset. Det er den del af Bulbro skov som ligger mellem Grønningen og Filosofgangen. Der var grupper af fyrretræer, der var stier og der var en sø/vandhul. Der blev opsat borde og bænke. Alt dette er blevet vedligeholdt op gennem 1900-årene, idet skovfoged Koch i 1970erne fornyede bænkene.

Kortet over festpladsen er tegnet allerede i 1849, så der har nok været et langt tilløb, eller der er lavet noget over flere år.


Efter Eides død sattes en mindesten over ham i anlægget
Mindestenen står der endnu og teksten lyder:

 

Kammerherre hofjægermester
Frederik Carl Eide
Overinspektør
For Sorø Akademis skove
I 50 år
Til sin død12. august 1882
Virkede han i
Sorø Akademis skove
Som han særligt følte sig knyttet til
Han elskede den danske skov
Akademiets forstetat
Satte ham dette minde