Ved begyndelsen af hvert nyt skoleår blev der oprettet et Soldaterkorps. Det bestod af menige soldater fra de 4 yngste klasser – og officerer og underofficerer fra 1.g’ere.
Det var ikke noget problem med uniformer, for alle elever bar skoleuniform og kasket. Officererne og korpsets chef havde sabler, de menige havde trægeværer.
Musikken bestod af trommer, piccolofløjter og et par signalhorn, senere kom tuba og andre blæsere til, og endelig en tambourstav.
Soranske damer skænkede en smuk fane med fugl Føniks broderet på.

I Soldaterkorpset var der ingen skydeøvelser. Men der var måske en forbindelse til de gamle Røverlege. Disse lege foregik i Grydebjerg Skov som en gang røvere og soldater – iværksat af drengene og uden lærermedvirken.
‘Røverne’ havde dagen forinden undersøgt terrænet og fundet gemmesteder.
‘Hæren’ havde fundet hasselkæppe og skjolde frem – lavet af blikkenslageren og smykket med våbenmærker. Hæren skulle fange røverne, inden de fik fat i hærens fane og plantet den ved foden af højen. Sådanne røverlege ophørte ikke, da Soldaterkorpset blev stiftet i 1888.
I begyndelsen var det tanken at lave marchture, men siden lavede man øvelser efter kort, fremrykning og små militære aktioner.

Overnatninger: Korpset tog på besøg på gårde og godser og blev inviteret til overnatning med middag af tidligere elever, som havde større gårde. Det var uvante måder at sove på for Soldaterkorpsets medlemmer at sove i halmen i stalde. Nogle af skolens lærere deltog også.

I 1910 ville skolens piger med på turene, og det blev som sygeplejersker.

I 1920’erne så lektor Lauritzen, at interessen dalede til fordel for spejderbevægelsen, og det blev spejderne, der blev skoletrop på Akademiet indtil 1973, hvor de små klasser forsvandt.
Tambourstaven blev på Akademiet, og fanen blev givet til Sorø Amts Museum.

Helt tilbage til stenalderen gik folk ad en vej tværs over Sjælland. I bronzealderen kørte folk i studetrukne kærrer. I vikingetiden kørte man med tungt læssede vogne til udskibshavne. Vejen har myldret med folk, vogne, stude og heste. Konger i spidsen for hæren. Munke, syge og tiggere – som der var mange af i middelalderen – alle slags mennesker er kommet ad denne vej.
Hærvejen er kommet fra Lejre over Haraldsted til Sigersted, derfra ind mellem Fjenneslev kirke og Oldengård, fulgt den nuværende vej gennem Fjenneslevmagle, forbi Pasegård og Sasserbro. Herfra fortsatte den i Sejevejen, og herfra ind i Sorø Sønderskov. Ude af skoven igen ved Stenbækhus forbi klyngehusene ved Odinsvej. Længere mod vest gik vejen på sydsiden af Skråbjerg, passerede den nuværende Parnasvej og forsvandt ind i Nyrup Skov ved Rødpælehus, fortsatte over Grøfte og Davidsrød til Slagelse – og ud til Storebæltskysten.
Sydvest for Skråbjerg regner man med, at middelalderens store vejknudepunkt lå. Der drejer vejen fra gennem Topshøj skov til Skælskør, den daværende ”fugleflugtlinje” til Slesvig-Holsten.
På gamle matrikelkort kan man følge den oprindelige Skælskørvej over åen ved Skråbjerg, forbi skovfogedhuset og mod syd gennem Topshøj Skov. Ejendommens ejer kan se, hvor vejen har gået, fordi der her ligger en stribe med mange sten, hvor kornet står tyndt og har en anden farve.

 

Som bevis på at hærvejen stammer fra oldtiden, finder vi den lange række af oldtidsgrave langs vejene. Langs hærvejen gennem Sorø Kommune har vi Ringdysse ved Sejevej, og Bodedysse mellem Frederiksberg og Lynge. De stammer fra 2.500 f.Kr.
Sorø ligger altså på alfarvej over Sjælland, mellem fortidens oldtidsvej mod syd og nutidens motorvej mod nord – gennemskåret af hovedlandevejen.

 

Bodedyssen mellem Frederiksberg og Lynge.

I Danmark kender vi til mange forskellige møller, og vi har kendskab til møller fra 1135. Det var de store jordbesiddere, kongen, klostrene og stormændene, der byggede og ejede dem. En mølle var selvsagt meget vigtig for landbruget, og dermed som indtægtskilde for ejeren. Det førte til love og regulativer, de tidligst kendte er fra 1200-tallet.
I Sorø, ved vi, at der har været stubmøller, hestemøller, vindmøller/hollandske vejrmøller og dampmøller.

– En stubmølle står på jorden og har vinger til vinden.
 En hestemølles kværn bliver drevet af heste.
 En hollandsk vejrmølle står på et fundament, som giver plads til kværn og forarbejdning, og dermed kommer vingerne højere op.
 En dampmølle drives af store dampmaskiner og kan yde meget mere end de andre.

Der er lidt forskellige oplysninger om, hvilken mølletype, der var den første i Sorø udenfor Klosterporten, men det var Christian VI, der gav tilladelsen midt i 1740’erne. Den kom til at ligge i det sydvestlige hjørne af Albertikrydset. Møllen kom til at male både for Academiet og Sorø by – og for alle omliggende byer, og den førte efterholden til lukning af mange af de andre møller.
Stubmøllen blev revet ned i 1836, og en hollandsk vindmølle blev bygget året efter på det højeste sted på Møllevej. Efter ejerens død fortsatte enken en årrække, hun forpagtede møllen ud. Der var tilknyttet foderstofhandel, og omegnens beboere kunne komme og få gruttet deres korn.
I 1856 blev en dampmølle opført ved Møllegården med tilhørende bageri, og den var tænkt som hjælp til den hollandske vindmølle. Adressen er Slagelsevej 1.
I 1897 blev møllen solgt til et konsortium af byens borgere. De solgte det meste af jorden og byggede en ny motormølle ved Holbækvej. Mølleriet og bageriet standsede helt omkring 1920. Bygningen blev omdannet til fabrik, senere butikker – og sluttelig boliger. I dag er den kendt som Søgaarden, Holbækvej 24.

På billedet ses Albertistøtten i krydset Slagelsevej, Ringstedvej, Holbækvej og Alléen. Til højre møllen på Møllevej, og til venstre den nybyggede dampmølle på Holbækvej.

I dag d. 1. april er det nøjagtig 60 år siden en af de mere spektakulære begivenheder i Sorø’s historie fandt sted. Da byen vågnede op om morgenen, viste det sig at bunden var gået ud af Sorø Sø. Vandet var simpelthen forsvundet i løbet af natten. Heldigvis havde Sorø Folketidende en fotograf på stedet og kunne forevige den specielle situation. Søen blev dog hurtigt normal igen, og dagen efter var der igen vand, så fisk, roere og vandrere kunne nyde den dejlige sø som de plejede.

 

Fotograf: Ellen Skovmand, Sorø Folketidende. 1. april 1960

I Bromme skov lige ved Kalundborgvej står en mindesten som de fleste har set, men som de færreste nok er stoppet for at kigge på. Den blev rejst til minde om Bengt Rønhof. Han var søn af skovfoged i Bromme skov Carl Christian Rønhof.

For snart 75 år siden – den 12. april 1945 blev Bengt Rønhof dræbt af tyskerne. Han var våbeninstruktør for en gruppe unge, og han havde været ude i illegalt ærinde og kom om morgenen cyklende hjem. Få hundrede meter fra hjemmet blev han passet op af tyskerne og skudt. Den tyske patrulje råbte ham an, men da han havde våben på bagagebæreren, stoppede han ikke. Han blev 19 år.
Beboerne i Bromme samlede penge ind til en mindesten, som blev rejst på det sted i Bromme skov, hvor han blev skudt – ved Klosterbankens fod i vejens nordside.

Hans bror Kjeld var oprindelig styrmandselev. Han blev senere løjtnant ved det norske luftvåben, men under krigen gjorde han tjeneste som britisk langdistancepilot og gennemførte 183 togter over fjendtligt territorium. 20 af hans hold på 22 overlevede ikke. Han har skrevet flere erindringsbøger om blandt andet sine oplevelser under 2. verdenskrig.

Hist hvor vejen slår en bugt
Ligger der et hus så smukt
Væggene lidt skæve står
Ruderne er ganske små.

Sådan skrev H.C.Andersen,
og sådan så Bredholmshuset ud i 1949 efter Folketidendes oplysninger fra 1949.
Huset nedbrændte den 27. oktober 1949.
På det tidspunkt boede der 4 familier i huset. Kun 1 af de 4 familier nåede at få reddet lidt indbo.
”Ilden opstod, da fru postbud Børge Hansen var ved at tænde op i komfuret. Gnister fra skorstenen har antageligt antændt stråtaget, og da der på loftet var fyldt med halm, varede det ikke længe inden loftetagen stod i lys lue”.
Brandvæsenet måtte hente vand fra Pedersborg Sø 750m væk, da branddammen var løbet tør.
De 4 lejligheder beboedes af
Arbejdsmand Chr. Petersen,
Postbud Børge Hansen,
Enkefru Sophie Petersen og
arbejdsmand Henrik Petersen.
Kun den 82-årige fru Petersen havde ikke indboforsikring.
De husvilde beboere blev indkvarteret hos familie og naboer.

Folketidende skriver den 29. oktober 1949 – lige efter branden:
På Bredholmshuset i Haugerup, der i morges gik op i luer, passer det, hvad H.C.Andersen synger: Hist hvor vejen slå en bugt, Ligger der et hus så smukt,
Der kunne være delte meninger om, hvor smukt huset var. Det var bygget i 1700-tallet, og det havde, som man siger, kendt bedre dage.
Bredholmshuset var i sine velmagtsdage samlingssted for egnens ungdom. St. hans aften, og vel også ved andre lejligheder, var det efter gamle folks fortællinger her, at ungdommen svang sig i storstuen til fiolens eller harmonikaens toner. Pigerne kom i træsko og med skoene under armen. Så snart der var skiftet fodtøj stod karlene parat til at svinge pigerne til den lyse morgen.
Men nu er Bredholmshusets saga ude.

Vi er ikke helt sikre på at billedet forestiller Bredholmshuset med hovedvejen foran, men næsten. Hvis nogen af læserne kan huske huset og ved at vi er forkert på den, må I meget gerne give os besked.

På et kort fra 1887 ses, at huset var det yderste hus i Sorø sogn, idet det ligger op til sogneskellet til Pedersborg sogn (nær ved det tidligere Haugerup mejeri).
Realregistret oplyser om Bredholmshuset i Haugerup, matr. nr. 26, grund og haveplads.
4 fj ½ album= 745 m2

 

 

 

 

Sorø Akademi afhændede huset til forstinspektør G. Bruun i 1796
Afhændet til Chr. Lorentzen i 1806
Som afhændede til Søren Sørensen i 1845
Til Sørensens enke Elise Giorgine Hansen i 1860/61
Til Frederik Hansen i 1875
Til Chr. Olsen i 1918
Til Olsens arving Anna Kristine Larsen 1934
Til Jens Jensen i 1935.
Måske er det Jens Jensen, der har ombygget huset til de 4 lejemål, der var ved branden i 1949.
Hvis dette passer, var det også fra dette år slut på ungdommens dans i storstuen.
Nu er der kun minderne tilbage.

Holger Jørgensen, Lokalhistorisk Arkiv for Sorø og Omegn

Se også Jul i Sorø 2003.

På min midlertidige hjemmearbejdsplads bliver der i øjeblikket ordnet nogle af de mange glaspladenegativer mine frivillige medarbejdere er i gang med at digitalisere.

 

                

Iblandt dem dukkede disse 5 billeder op fra Pedersborg. De 3 viser J.P. Jensen’s møbelhandel i 3 forskellige tidlige versioner af huset. Det lå på hjørnet af Åvænget og Holbækvej.

Virksomheden blev grundlagt i 1904 af sadelmager J. P. Jensen. Sønnen Georg Jensen overtog forretningen i 1954, og i de senere år kom den til at hedde G. J. Boligmontering.
Han solgte forretningen pr. 1/9 1976 til Harald Nielsen. I 1982 blev bygningen revet ned og der blev bygges rækkehuse på grunden.

          

Ved siden af J. P. Jensen’s bygning lå Heglingehus. Forhuset ligger stadig ud til Holbækvej, men har nu adressen Åvænget 4. Bagbygningen med det valmede tag er nu revet ned.