Forfatter: Lokalhistorisk Arkiv for Sorø og Omegn

I Danmark kender vi til mange forskellige møller, og vi har kendskab til møller fra 1135. Det var de store jordbesiddere, kongen, klostrene og stormændene, der byggede og ejede dem. En mølle var selvsagt meget vigtig for landbruget, og dermed som indtægtskilde for ejeren. Det førte til love og regulativer, de tidligst kendte er fra 1200-tallet.
I Sorø, ved vi, at der har været stubmøller, hestemøller, vindmøller/hollandske vejrmøller og dampmøller.

– En stubmølle står på jorden og har vinger til vinden.
 En hestemølles kværn bliver drevet af heste.
 En hollandsk vejrmølle står på et fundament, som giver plads til kværn og forarbejdning, og dermed kommer vingerne højere op.
 En dampmølle drives af store dampmaskiner og kan yde meget mere end de andre.

Der er lidt forskellige oplysninger om, hvilken mølletype, der var den første i Sorø udenfor Klosterporten, men det var Christian VI, der gav tilladelsen midt i 1740’erne. Den kom til at ligge i det sydvestlige hjørne af Albertikrydset. Møllen kom til at male både for Academiet og Sorø by – og for alle omliggende byer, og den førte efterholden til lukning af mange af de andre møller.
Stubmøllen blev revet ned i 1836, og en hollandsk vindmølle blev bygget året efter på det højeste sted på Møllevej. Efter ejerens død fortsatte enken en årrække, hun forpagtede møllen ud. Der var tilknyttet foderstofhandel, og omegnens beboere kunne komme og få gruttet deres korn.
I 1856 blev en dampmølle opført ved Møllegården med tilhørende bageri, og den var tænkt som hjælp til den hollandske vindmølle. Adressen er Slagelsevej 1.
I 1897 blev møllen solgt til et konsortium af byens borgere. De solgte det meste af jorden og byggede en ny motormølle ved Holbækvej. Mølleriet og bageriet standsede helt omkring 1920. Bygningen blev omdannet til fabrik, senere butikker – og sluttelig boliger. I dag er den kendt som Søgaarden, Holbækvej 24.

På billedet ses Albertistøtten i krydset Slagelsevej, Ringstedvej, Holbækvej og Alléen. Til højre møllen på Møllevej, og til venstre den nybyggede dampmølle på Holbækvej.

Omkring 1830 dukker der en runesten op på Fjenneslev Kirkegård, da man begynder på en udvidelse af kirkegården og fjerner et meget gammelt stendige. Da den var  gravet fri, opdager man, at der var nogle tegn på stenen. Eftersom det var runer, ville man selvfølgelig ikke flække stenen, men derimod flytte den ind i kirken. Det var den alt for stor til, så i stedet blev den med megen besvær lagt på kirkegården, lidt nede i jorden, så den lå med runerne opad.

I 1911 blev stenen flyttet til vestsiden af kirkens våbenhus og rejst op. Det besluttede Sorø Akademi, som ejede kirken dengang.

Faktisk fandt man endnu en stor runesten, men fordi det var så vanskeligt at flytte og håndtere så stor en sten, blev denne sænket og dækket helt til.

Kort efter fundet blev runerne tydet af professor og runolog Peter Goth Thorsen.

Øverst på stenen er der et kors, og det fortæller os, at stenen er fra begyndelsen af den kristne tid, dvs. ca. 800-1000 e.kr. Under korset står der: ‘Sasur rejste sten og gjorde bro’.

Ved Tuel Å, som løber fra Tuel Sø, gennem Slaglille og Alsted, blev der i gammel tid bygget en bro, Sasurbro, og det må være denne, som runestenen fortæller om. Men siden er broen udskiftet mange gange.

Vejen, der går over broen, er en ganske almindelig vej i dag, Sasserbrovej., men tidligere var det den gamle hærvej. Fra oldtiden fra Lejre, via Haraldsted og Sigersted, Fjenneslev, Sasserbrovej, gennem skovene syd om Sorø til Skælskør.

Sorø har haft en byport!
Vi kan ikke se den i dag, for den blev fjernet i 1863, men den stod der i hvert fald i 1683, for da blev den nævnt i grundtaksten.
Da den skulle bygges, forlangte kongen, at den skulle være så høj og solid, at man ikke kunne klatre over den. Et portnerhus var allerede bygget og revet ned. Herfra gik by-volden til begge sider. Bymuren var blot et stengærde med hegn og grøft. På volden måtte man gå, men man måtte ikke have kvæg med.

Bygningen blev bygget i bindingsværk med tegltag. Byportens åbning var ca. 3 x 3 m.
I 1850’erne fik Sorø en ny vej mod sydøst til den nyanlagte jernbane, og det førte til at byporten blev fjernet. I 1859 røg det gamle vagthus og i 1863 selve byporten.
Den 5. august 2000 blev der nedlagt en bronzeplade med et billede af en port og teksten ‘Sorø Byport’ i fortovet ud for Storgade 48 for at vise, hvor Sorøs gamle byport engang havde åbent for færdsel ud og ind af Sorø by.
Men faktisk har Sorø jo haft en slags byport siden ca. 1200. Her tænkes på Klosterporten. Den førte selvfølgelig ind til Klosteret, men eftersom Klosterkirken bruges af hele byen, kan man vel også kalde den en byport. Den er den mest kendte af alle akademiets bygninger. Ved juletid bliver portens konturer trukket op med elektriske pærer, og også ved andre begivenheder har denne port en særlig betydning, som Kyndelmisse f.eks. Da kommer der tusindvis af mennesker til byen og skal beundre store lysshows og optog – og alle skal igennem Klosterporten!

Billedet viser Storgade set mod nord. I venstre side ses åbningen mod Vestergade. Det er malet omkring 1770.

En kunstner flytter til byen i 1862, da Christen Dalsgaard blev udnævnt til tegnelærer på Sorø Akademi. Hans venner og kolleger i København var bekymrede for hans kunstneriske virke, da han flyttede, for dengang blev Sorø opfattet som et sted i provinsen.
Men Dalsgaard og hans hustru Marie kom til at trives i byen. De blev betragtet som agtede borgere med tilknytning til en konservativ kreds af overlærere og forstanderen for Sorø Højskole, underviste elever på teknisk skole, rådgav borgere i byggesager og indretning – og leverede mønstre til broderier.
Sorøs smukke natur blev dog kun til få motiver i hans kunstneriske produktion. De mest kendte er ‘En gudelig forsamling i en bondestue’, 1871, og et billede af ‘Stengangen på Sorø Akademi’. De smukke motiver fra hans fødeegn ved Skive Fjord blev ikke efterfulgt i Sorø, og han rejste heller ikke udenlands som så mange andre kunstnere.
Til gengæld var han en mester i detaljer. Hans billeder er bygget op af mange sirligt arrangerede detaljer, malerisk sanselighed og æstetisk karakter. På samme måde som deres hjem, hvor der var orden, renlighed og harmoni – og stærke farver – overalt. Også i hans atelier!