Blog

Bredholmshuset – “Hist hvor vejen slår en bugt”

Hist hvor vejen slår en bugt
Ligger der et hus så smukt
Væggene lidt skæve står
Ruderne er ganske små.

Sådan skrev H.C.Andersen,
og sådan så Bredholmshuset ud i 1949 efter Folketidendes oplysninger fra 1949.
Huset nedbrændte den 27. oktober 1949.
På det tidspunkt boede der 4 familier i huset. Kun 1 af de 4 familier nåede at få reddet lidt indbo.
”Ilden opstod, da fru postbud Børge Hansen var ved at tænde op i komfuret. Gnister fra skorstenen har antageligt antændt stråtaget, og da der på loftet var fyldt med halm, varede det ikke længe inden loftetagen stod i lys lue”.
Brandvæsenet måtte hente vand fra Pedersborg Sø 750m væk, da branddammen var løbet tør.
De 4 lejligheder beboedes af
Arbejdsmand Chr. Petersen,
Postbud Børge Hansen,
Enkefru Sophie Petersen og
arbejdsmand Henrik Petersen.
Kun den 82-årige fru Petersen havde ikke indboforsikring.
De husvilde beboere blev indkvarteret hos familie og naboer.

Folketidende skriver den 29. oktober 1949 – lige efter branden:
På Bredholmshuset i Haugerup, der i morges gik op i luer, passer det, hvad H.C.Andersen synger: Hist hvor vejen slå en bugt, Ligger der et hus så smukt,
Der kunne være delte meninger om, hvor smukt huset var. Det var bygget i 1700-tallet, og det havde, som man siger, kendt bedre dage.
Bredholmshuset var i sine velmagtsdage samlingssted for egnens ungdom. St. hans aften, og vel også ved andre lejligheder, var det efter gamle folks fortællinger her, at ungdommen svang sig i storstuen til fiolens eller harmonikaens toner. Pigerne kom i træsko og med skoene under armen. Så snart der var skiftet fodtøj stod karlene parat til at svinge pigerne til den lyse morgen.
Men nu er Bredholmshusets saga ude.

Vi er ikke helt sikre på at billedet forestiller Bredholmshuset med hovedvejen foran, men næsten. Hvis nogen af læserne kan huske huset og ved at vi er forkert på den, må I meget gerne give os besked.


På et kort fra 1887 ses, at huset var det yderste hus i Sorø sogn, idet det ligger op til sogneskellet til Pedersborg sogn (nær ved det tidligere Haugerup mejeri).
Realregistret oplyser om Bredholmshuset i Haugerup, matr. nr. 26, grund og haveplads.
4 fj ½ album= 745 m2

 

 

 

 

Sorø Akademi afhændede huset til forstinspektør G. Bruun i 1796
Afhændet til Chr. Lorentzen i 1806
Som afhændede til Søren Sørensen i 1845
Til Sørensens enke Elise Giorgine Hansen i 1860/61
Til Frederik Hansen i 1875
Til Chr. Olsen i 1918
Til Olsens arving Anna Kristine Larsen 1934
Til Jens Jensen i 1935.
Måske er det Jens Jensen, der har ombygget huset til de 4 lejemål, der var ved branden i 1949.
Hvis dette passer, var det også fra dette år slut på ungdommens dans i storstuen.
Nu er der kun minderne tilbage.

Holger Jørgensen, Lokalhistorisk Arkiv for Sorø og Omegn

Se også Jul i Sorø 2003.

Sorø Mølle og Møllegård

  Albertikrydset med Møllegården, Slagelsevej 1. Møllen er revet ned på dette tidspunkt. Postkort fra 1929.

I 1748 gav Akademiet tilladelse til, at der byggedes en ”heste- og vejrmølle”. Kongens tilladelse forelå i 1746 ifølge nogle kilder og i 1742 ifølge andre kilder. Kong Chr. VI døde i 1746, så tilladelsen er altså givet af ham. Tilladelsen blev givet til forpagteren på Sorø Lille Ladegård, Niels Frøjerup.
Han søgte om at bygge en hollandsk mølle, og at der søgtes om bygning med teglsten, mens andre kilder noterer, at det var en stubmølle. I kongens tilladelse står blot ”vejr- og hestemølle”, så det er nok ikke en stubmølle.
Møllen blev bygget af møller J. Sarauw (søn af Akademiets forstinspektør Georg F. E. Sarauw). Ved siden af møllen byggedes et møllehus.

Billede fra ca. 1880


Mølle og møllehus lå bag de nuværende bygninger, kaldet Møllegården ved Albertikrydset. Møllen havde tilladelse til at male mel for borgerne i Sorø by, men også dem fra oplandet og blev derved årsag til at andre møller ikke fik korn nok at male og måtte nedlægges, bl.a. møllen ved Sasserbro.
Møllen blev revet ned i 1836 og i stedet bygedes i 1837 en Mølle på ”Møllebakken”. Denne mølle fungerede til 1909, hvorefter den blev revet ned. Nu ligger der en villa på stedet.
I forbindelse med møllebyggeriet forelå også en tilladelse til krohold.

 

 

 

 

På landevejens sydside lå altså en mølle, en møllegård og ”Sorø Kro”.
Denne førte hele sin levetid en beskeden tilværelse. Ikke så langt væk lå Krebshuskroen. Krebshuskroen var et berømt spise- og overnatningssted, og et sted hvor postvognen og dagvognen holdt rast, så der var ikke megen søgning til Sorø Kro. Inde i byen var der jo også en kro. Møllekroen blev revet ned i 1898. Møllen og kroen var fæstegods under Sorø Akademi. Også andre kroer prøvede at skaffe sig næring, bl.a. Frederikskilde Kro på vejen mellem Bjerringhusbanken og gården Frederikskilde.

Billedet til højre viser Albertikrydset med møllen i baggrunden. Man ser mod nord, og det er Holbækvej ligeud, Ringstedvej til højre. Albertistøtten har været flyttet flere gange siden, men stod på daværende tidspunkt i det nordøstlige hjørne af krydset. Postkort fra 1907.

I Soransk Tidsskrift sjette bind s. 177 står der:
”Der hvor vejen fra byporten støder til hovedlandevejen (Albertistøtten) lå på det sydvestre hjørne Sorø Møllegaard der blev nedrevet i 1898. Vest for Møllegården var bommen og bomhuset, og ved siden af dette, på Møllegårdens grund, lå et lidet hus, hvortil der hørte krobevilling. Dette var ”Sorø Kro”, der altid førte en beskeden tilværelse, trykket som den var af krebsekroen i byens nærhed. Møllen og kroen var fæste under Sorø Akademi. Krobevillingen stammer fra Chr.VI’s tid”.
Vi har desværre ikke noget billede af “Sorø Kro”


Vest for kroen lå bommen og bomhuset. Der skulle betales afgift på at benytte vejen, så der var en bom for hver mil”. (bompenge er ikke et nyt begreb). Maleriet er fra 1823.
Lige over for lå Sorø Lille Ladegård, hvorfra jorden for længst var udstykket. Gården brændte i 1891. I begyndelsen af 1930-erne var der tandklinik i hovedbygningen. Fra ca. 1935 indrettedes hovedbygningen til ”Sorø ny Kro” indtil 1962, hvor Ford overtog ejendommen. I disse lokaler holdt landsognet deres sognerådsmøder indtil de i 1950 kom under Sorø. Der er nu indrettet lejligheder i bygningen.

Holger Jørgensen, Lokalhistorisk Arkiv

 

J. P. Jensen, Pedersborg

På min midlertidige hjemmearbejdsplads bliver der i øjeblikket ordnet nogle af de mange glaspladenegativer mine frivillige medarbejdere er i gang med at digitalisere.

 

                

Iblandt dem dukkede disse 5 billeder op fra Pedersborg. De 3 viser J.P. Jensen’s møbelhandel i 3 forskellige tidlige versioner af huset. Det lå på hjørnet af Åvænget og Holbækvej.

Virksomheden blev grundlagt i 1904 af sadelmager J. P. Jensen. Sønnen Georg Jensen overtog forretningen i 1954, og i de senere år kom den til at hedde G. J. Boligmontering.
Han solgte forretningen pr. 1/9 1976 til Harald Nielsen. I 1982 blev bygningen revet ned og der blev bygges rækkehuse på grunden.

          

Ved siden af J. P. Jensen’s bygning lå Heglingehus. Forhuset ligger stadig ud til Holbækvej, men har nu adressen Åvænget 4. Bagbygningen med det valmede tag er nu revet ned.

Krebshuskroen og Landevejen ved Krebshuset

Krebshuskroen

Krebshuset var oprindelig et fiskerhus under Sorø Akademi, liggende på sydsiden af landevejen. Huset er omtalt helt tilbage i 1610. Chr. IV fik krabber herfra af fiskeren i Krebshuset. Der havde været kro på stedet fra begyndelsen af 1700-tallet (måske før) og kgl. privilegeret kro fra 1735. Huset blev i 1760’erne bolig for skovrider Plambech, der desuden havde tilladelse til at holde kro. Skovrider var dengang en slags opsynsmand eller ridende skovpoliti. Kroen blev i hans tid kendt som den bedste kro mellem København og Korsør, kendt for sin gode mad, sin renlighed og sine gode senge. Kroen var i familiens eje til 1868. Kroen blev nedlagt i 1880, da den nærliggende jernbane tog for stor en del af de vejfarende. Til ejendommen var der også et landbrug oprindeligt på ca. 40 tønder land, først i 1900-tallet på 150-160 tønder land. Krobygningen blev nedrevet i 1924. Samtidig blev der bygget en villa på nordsiden af vejen. Den kaldes nu Krebshuskroen og er udvidet et par gange, i 1987 og i 1998.

Landevejen ved Krebshuset

De ældste veje gennem landsdelen var jordveje, anlagt, så de gik uden om sumpede områder og store bakker. Derfor gik vejen mod Storebælt syd om Sorø-søerne. Disse veje blev næsten aldrig vedligeholdt og var ret farlige og vanskelige at færdes på.
Derfor anlagde Fr.II og senere hans søn, Chr.IV et sæt ”Kongeveje”, beregnet til kongelige transporter og til brug for statens embedsmænd. Disse veje var spærret for andre. Det viste sig dog umuligt at afholde folk fra at benytte dem trods store bøder, porte og bomme. En af disse kongeveje blev under store vanskeligheder anlagt over det lave område ved Krebshuset, ved Vindelbro og over Sorø Smalsø – et særdeles vanskeligt arbejde, nok først færdigt omkring 1625, ved Krebshuset dog nogle år før. Midt i 1700-tallet opgav man at forbyde færdsel på kongens veje. I 1761 besluttede Fr.V, at der skulle anlægges nye hovedveje, åbne for alle.


I forlængelse af den i 1778 nedsatte vejkommission, byggedes efterhånden over hele landet gennemgående veje, af god kvalitet. Det blev grusveje (i stedet for de oprindelige jordveje – også kongens veje var for en del jordveje) med grøft i begge sider til overflødigt vand, omkranset af træer til hjælp for de rejsende i dårligt vejr og om natten, og til glæde for de gående, til beskyttelse mod den brændende sol. De fleste af disse træer blev fældet så sent som i 1950-erne og 1960-erne til fordel for plads til de mange biler, der kom efter krigen.
Et lille stykke af disse nye hovedveje fra slutningen af 1700-tallet ses ved Krebshuskroen. Stykket blev bevaret, da man i 1960-erne lavede en ny vej hen over lavningen. Ved vejen var der også oprindelig en halvrund plads på begge sider af vejen, beskyttet af et læhegn til bedeplads for kvægtransporter, deraf navnet Krebshusrundingen.

Familien Nielsen og historien om Svinget 3

Læs vores seneste historie fra arkivet. Denne gang er vi i Lynge i starten af det tyvende århundrede. Den virkelystne tømrermester Hans Peter Nielsen købte og solgte ejendom og bestred dertil hverv som centralbestyrer og handelsgartner. Datteren Naina arvede sin fars entreprenante gen og gav færingerne en husholdningsskole.