Blog

Parnas var kendt allerede i 1700-tallet (1745), som et sted hvor man kunne købe ”vand på maskine” til at lave kaffe. Her boede spillemand Niels Frederiksen. Efter hans død fortsatte hans enke med at servere kaffe i deres lille stråtækte ejendom.

Postkort fra 1906

Sidst i 1800-tallet ejedes stedet af Madam Frederiksen. I denne periode var det ikke velset at ”pæne folk” kom. Det var et sted med masser af øl, keglespil og buledans. Parnas fik et lidt tvivlsomt ry. Dette ændrede sig radikalt da Parnasselskabet købte stedet i 1900. I 1900-tallet blev stedet derimod kendt for sine fester med musik, ofte til 4 mands orkester og det trak gæster fra en stor del af Sjælland.

Parnas blev udvidet og ombygget mange gange. Det blev mange år i festernes tegn. Det vrimlede med gæster hver sommer. Solistaftener, politiske møder, VU-fester, pinsefester, ældreudflugter, firmaudflugter og Parnassvømningen. Det var her hele familien kom og det blev et af de steder, hvor også akademieleverne og tidligere elever kom.

Parnas engang i 50’erne

Svendene gik på druk, ankerhuseleverne kom og borgerskabet holdt baller. Det var simpelt hen her man i et helt århundrede søgte hen fra store dele af Sjælland.

Festlighederne stoppede brat, da et lyn i 1970 slog ned og antændte restauranten. Den blev aldrig genopbygget.

Kort tid efter sank parnasbåden en nat, og der var så ikke turbåd på søen før i 1990-erne.

Holger Jørgensen, Lokalhistorisk Arkiv for Sorø og Omegn

I disse tider hvor vi ikke må samles i større flokke, kan det være sjovt at tænke på hvor mange samlingssteder i det fri der har været omkring Sorø.

Sorø har altid været en lille købstad. Til gengæld har byen en enestående natur lige uden for bygrænsen.
Dette har byens borgere vidst at udnytte når de skulle feste. Nogle af stederne var præget af eleverne og af lærerne ved Sorø Akademi og af tidligere elever.
Andre steder – og til andre tider – af byens borgere – men de kom ofte ikke de samme steder. I 1800-tallet var det ofte bl.a. ved Hundekilde, Elisabethsminde, Parnashøjen og Sophiekilde (omkring 1900). En kort tid først i 1800-tallet også på og ved Bøgholm.
I de sidste årtier af 1800-tallet og helt til efter 2. verdenskrig havde byens omegn ”steder” hvor ”man” samledes. Efter krigen fik mange familier bil og udflugterne gik længere væk til nye oplevelser. Men man mistede dermed de nære bekendtskaber og venskaber i nærområdet.

I de næste uger vil vi skrive om nogle af de mest kendte steder hvor man festede tidligere.

Billedet er fra en fest på Parnas i starten af forrige århundrede. Læs mere i næste uge.

I aften er det 75 år siden Danmark blev befriet, og det skulle have været markeret med mange store arrangementer over hele landet. I Sorø bl.a. med et Alsangs-arrangement og en kransenedlæggelse ved mindetavlerne for faldne frihedskæmpere. Det har jo desværre måttet aflyses.

Vi har dog fundet nogle billeder frem som viser fejringen af befrielsestropperne, da de kører forbi på hovedvejen ved Albertikrydset. Sammen med rigtig mange af Sorøs borgere stod eleverne fra Ankerhus med flag langs vejen. Skolens forstander Folmer Dam var modstandsbevægelsens første byleder i Sorø. Han var nødt til at flygte til Sverige i marts 1944, så han oplevede ikke selv direkte befrielsen, men returnerede til Sorø i begyndelsen af juni 1945.

Man kan læse meget mere om besættelsen og befrielsen i Sorø i bogen ”Sorø 1938-1950” og i ”Jul i Sorø” fra 1965, 1995 og 2005.

 

I disse dage er det 75 år siden mange skandinaviske fanger blev hentet hjem fra fangenskab i tyske fængsler og koncentrationslejre.
Operationen med de hvide busser blev startet af det svenske Røde Kors og grev Folke Bernadotte, men efterhånden kom også danske busser og medhjælpere til.
Billedet viser en af de danske busser med dannebrog malet på siden. De svenske havde et rødt kors. Bussen passerer Albertikrydset, og en del mennesker har taget opstilling for at give de frigivne en varm velkomst.

Der er i øjeblikket en livlig trafik på stien rundt om Sorø Sø, og på turen rundt passerer man Kongebrokilden. Det er de færreste som kender til den i dag, men tidligere havde den en fremtrædende plads i soranernes bevidsthed. Den befinder sig i det nordvestlige hjørne af Sorø Sø – der hvor Parnasvej møder Slagelsevej. Kilden er i dag markeret med en lille sten med indskription på, men hvis man ikke ved hvor den er, lægger man slet ikke mærke til den.

Folketidende skrev i 1937 at for ”et par menneskealdre siden” var det ikke Parnas, men Kongebrokilden, der var samlingsstedet st. hans aften.
Gamle og unge samledes på denne aften ved kilden i deres fineste stads, og der blev danset og leget under bøgetræernes kroner. ”Bassekoner” var mødt for at sælge hvedebrød og andre ting. Det fortælles, at én bagte æbleskiver på stedet, og at hun brugte skovsnegle til at smøre panden med. Senere på aftenen søgtes til Bredholmshuset.
I mange år var kilden glemt og dens tilløb groet til, men omkring 1925 fandt man kilden og fik den renset op.
Fru Magdalene Lauridsen fra Ankerhus blev interesseret og fik arrangeret en festlighed ved stedet, og Karl Elnegaard skrev en sang.

Folketidende noterer den 4. juni 1927:
”Kongebrokilden, der i fjor blev draget frem af glemselens skød er nu til pinse blevet smukt istandsat. Kummen, der var en del ødelagt, er muret op, og uden om er anbragt en stensætning med en pæn natursten i midten. Her er plads til en indskrift, og det er vel meningen, at kildens navn skal hugges ind her. Desuden er der bragt trappetrin ned ved begge sider af kildens udløb i søen. Bag kilden, under et ærværdigt bøgetræ, er opsat en bænk, hvor folk i ro og mag kan sidde og iagttage færdslen på den travle Kongebro, mens man lytter til kildens sagte, rislende vande.
Det var skovrider Ammitzbøll, der for mange år siden lod kilden sætte i stand, og det er også skovrideren, det skyldes, at den nu på ny præsenterer sig i en smuk og værdig skikkelse.Der er næppe nogen tvivl om, at den gamle skik med at brænde blus ved Kongebrokilden, st. hans aften vil blive genoplivet i år”.

Den 24. juni 1927 skrev Folketidende (efter et voldsomt tordenvejr dagen før – selve st. Hans aften):
Det gamle midsommerhumør fornægtede sig ikke. I hvert fald stod det højt på Ankerhus, hvor der i aftenens løb havde samlet sig mindst 500-600 mennesker om det rygende bål.
Inden da havde man været samlet ved den istandsatte kilde, hvor lærer ved Ankerhus, landbrugs-kandidat Christensen, sagde et par ord om kilden ved midsommer – med fest og glæde – men også hvor man medbragte syge, som på denne aften kunne lindre deres sygdomme ved at drikke af kildens vand og ved at overnatte der.

Festligheden holdtes nogle år, men ophørte så, da kilden igen groede til, og i dag er der ikke meget tilbage af den.

Billedet af pigerne fra Ankerhus er fra 1963 og taget af Ellen Skovmand.

I disse dage hvor alt drejer sig om corona-virus, aflysninger overalt og lukning af Danmarks grænser – også mod Tyskland, glemmer vi næsten helt fejringen af genforeningen i 1920.
Var det noget man interesserede sig for her midt på Sjælland? Der var trods alt langt fra Sorø til Sønderjylland i 1920.
Men det gjorde man faktisk i meget høj grad.
I forbindelse med festlighederne i løbet af sommeren 1920 blev der overalt i landet, og altså også i Sorø-området, holdt store festligheder.
Sorø Byråd stod som arrangør af en stor fest den 9. juli. Programmet startede allerede kl. 8 om morgenen med musik gennem gaderne og afslutning på Torvet. Fra kl. 11 til 12 ringede kirkeklokkerne og derefter var der genforeningsgudstjeneste i kirken. Om eftermiddagen var der igen musik og taler fra Rådhusets balkon af borgmester Lauridsen og professor Edvard Lehmann. Han var religionshistoriker og havde i flere perioder haft stillinger ved tyske universiteter. Kl. 17 sang kgl. Opera-sanger Per Bjørn ved Fraterbrønden. I referatet fra dagen skrives at han sang smukt og kraftigt, men at oplevelsen blev skæmmet lidt af at ”der blev sunget lidt ved siden af” nogle gange. Dagen sluttede med musik og fællessang i Akademihaven om aftenen.
Flere af omegnens kirker holdt også genforeningsgudstjenester. Det gjaldt bl.a. Pedersborg, Lynge og Broby.

Ikke alle festede dog lige meget denne dag. Foreningen ”Flensborg Venner” eller Flensborgbevægelsen, som ønskede byen Flensborg med som en del af det danske rige, holdt den 9. juli en højtidelighed på hotel ”Klubben” i Rolighed. De flagede på hel stang til klokken 14 og derefter på halv stang til solnedgang.

I tiden efter genforeningen opstod der flere steder ønsker om at sætte begivenheden et varigt minde. 3 steder på Sorø-egnen blev der opstillet mindesmærker. Alle 3 i maj og juni 1921.
I Akademihaven i Sorø står en sten opstillet for midler tilvejebragt af elever og lærere ved Sorø Akademi. På stenen står et vers skrevet af digteren L. C. Nielsen:

Af muldens søvn man mig uddrev,
Paa det jeg skulde mæle,
At Danmarks Sønner samlet blev,
Bag Danmarks Grænsepæle.

I landsbyen Stenstrup i Lynge sogn blev der på opfordring fra gårdejer Frederik Andersen rejst en (ikke særligt stor eller prangende) sten med påskriften ”1864 – 1920”. Den står ud for Stenstrupvej 4 – tidligere Stenstrup Forskole.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Og endelig blev der i Pedersborg etableret et ”Minde” bestående af en stenkreds,
en genforenings-sten og et genforeningstræ. Et lindetræ plantet af ungdomsforeningen ”Pedersborgs Ungdom”. Det er placeret på hjørnet af Volden og Kirkevænget. Lige overfor Pedersborg Forsamlingshus.

  Albertikrydset med Møllegården, Slagelsevej 1. Møllen er revet ned på dette tidspunkt. Postkort fra 1929.

I 1748 gav Akademiet tilladelse til, at der byggedes en ”heste- og vejrmølle”. Kongens tilladelse forelå i 1746 ifølge nogle kilder og i 1742 ifølge andre kilder. Kong Chr. VI døde i 1746, så tilladelsen er altså givet af ham. Tilladelsen blev givet til forpagteren på Sorø Lille Ladegård, Niels Frøjerup.
Han søgte om at bygge en hollandsk mølle, og at der søgtes om bygning med teglsten, mens andre kilder noterer, at det var en stubmølle. I kongens tilladelse står blot ”vejr- og hestemølle”, så det er nok ikke en stubmølle.
Møllen blev bygget af møller J. Sarauw (søn af Akademiets forstinspektør Georg F. E. Sarauw). Ved siden af møllen byggedes et møllehus.

Billede fra ca. 1880

Mølle og møllehus lå bag de nuværende bygninger, kaldet Møllegården ved Albertikrydset. Møllen havde tilladelse til at male mel for borgerne i Sorø by, men også dem fra oplandet og blev derved årsag til at andre møller ikke fik korn nok at male og måtte nedlægges, bl.a. møllen ved Sasserbro.
Møllen blev revet ned i 1836 og i stedet bygedes i 1837 en Mølle på ”Møllebakken”. Denne mølle fungerede til 1909, hvorefter den blev revet ned. Nu ligger der en villa på stedet.
I forbindelse med møllebyggeriet forelå også en tilladelse til krohold.

 

 

 

 

På landevejens sydside lå altså en mølle, en møllegård og ”Sorø Kro”.
Denne førte hele sin levetid en beskeden tilværelse. Ikke så langt væk lå Krebshuskroen. Krebshuskroen var et berømt spise- og overnatningssted, og et sted hvor postvognen og dagvognen holdt rast, så der var ikke megen søgning til Sorø Kro. Inde i byen var der jo også en kro. Møllekroen blev revet ned i 1898. Møllen og kroen var fæstegods under Sorø Akademi. Også andre kroer prøvede at skaffe sig næring, bl.a. Frederikskilde Kro på vejen mellem Bjerringhusbanken og gården Frederikskilde.

Billedet til højre viser Albertikrydset med møllen i baggrunden. Man ser mod nord, og det er Holbækvej ligeud, Ringstedvej til højre. Albertistøtten har været flyttet flere gange siden, men stod på daværende tidspunkt i det nordøstlige hjørne af krydset. Postkort fra 1907.

I Soransk Tidsskrift sjette bind s. 177 står der:
”Der hvor vejen fra byporten støder til hovedlandevejen (Albertistøtten) lå på det sydvestre hjørne Sorø Møllegaard der blev nedrevet i 1898. Vest for Møllegården var bommen og bomhuset, og ved siden af dette, på Møllegårdens grund, lå et lidet hus, hvortil der hørte krobevilling. Dette var ”Sorø Kro”, der altid førte en beskeden tilværelse, trykket som den var af krebsekroen i byens nærhed. Møllen og kroen var fæste under Sorø Akademi. Krobevillingen stammer fra Chr.VI’s tid”.
Vi har desværre ikke noget billede af “Sorø Kro”

Vest for kroen lå bommen og bomhuset. Der skulle betales afgift på at benytte vejen, så der var en bom for hver mil”. (bompenge er ikke et nyt begreb). Maleriet er fra 1823.
Lige over for lå Sorø Lille Ladegård, hvorfra jorden for længst var udstykket. Gården brændte i 1891. I begyndelsen af 1930-erne var der tandklinik i hovedbygningen. Fra ca. 1935 indrettedes hovedbygningen til ”Sorø ny Kro” indtil 1962, hvor Ford overtog ejendommen. I disse lokaler holdt landsognet deres sognerådsmøder indtil de i 1950 kom under Sorø. Der er nu indrettet lejligheder i bygningen.

Holger Jørgensen, Lokalhistorisk Arkiv