Fejring af befrielsen i Sorø

I aften er det 75 år siden Danmark blev befriet, og det skulle have været markeret med mange store arrangementer over hele landet. I Sorø bl.a. med et Alsangs-arrangement og en kransenedlæggelse ved mindetavlerne for faldne frihedskæmpere. Det har jo desværre måttet aflyses.

Vi har dog fundet nogle billeder frem som viser fejringen af befrielsestropperne, da de kører forbi på hovedvejen ved Albertikrydset. Sammen med rigtig mange af Sorøs borgere stod eleverne fra Ankerhus med flag langs vejen. Skolens forstander Folmer Dam var modstandsbevægelsens første byleder i Sorø. Han var nødt til at flygte til Sverige i marts 1944, så han oplevede ikke selv direkte befrielsen, men returnerede til Sorø i begyndelsen af juni 1945.

Man kan læse meget mere om besættelsen og befrielsen i Sorø i bogen ”Sorø 1938-1950” og i ”Jul i Sorø” fra 1965, 1995 og 2005.